Helambu

Efter Bhaktapur tog vi til Boudha, en lille, stærkt tibetansk influeret by ved udkanten af Kathmandu, centreret omkring en kæmpe stupa, Boudnath. Der ligger mange klostre & er fyldt med tibetanske munke, der begynder at slå på tromme klokken 4 om morgenen & først stopper igen sent om aftenen & mange boder med yak-smør & duftende bark i store sække, så alting lugter lidt underligt. Munkene ynder desuden at gå med LV-bælter & snakke i virkelig fancy mobiltelefoner, så der er masser af mysterier i området udover de rent religiøse af slagsen.. Jeg var stadig lidt syg i de der dage, men så tog vi den bare med ro & boede et sted med fjernsyn. & nogen gange kom der en god film, mens der var strøm, hvis man var rigtig heldig. Vildt! Men ellers skulle vi bare lige have styr på de sidste ting, før vi tog på trekking & sådan lige blive rigtig friske & raske begge to.

Den 18. var alting godt, så med let oppakning & nyindkøbt vanddesinfiktionsdråber & vekao-parodier på chokolade, stod vi på bussen til Sundarijal & påbegyndte seks sindssygt smukke & hårde dage.
De fleste af dem stod vi op meget tidligt & spiste havregrød eller tibetansk pandebrød med omelet. & så gik vi. Gik & gik & gik. Tit omkring 5-7 timer & 20 km om dagen.. Opad & nedad på virkelig stejle stier omringet af røde, hvide & lyserøde rhododendron med lilla stammer, orange sommerfugle & med udsigter til sneklædte tinder i lange rækker. På vejen mødte vi bisværme & snakkesalige sherpaer, der var ligeglade med penge. Det kan være meget belejligt, når de ejer lodges.. Der var mange tibetanere i området, hvilket kunne ses på de mange bedeflag & chortener (tibetanske stupaer - et rimelig grimt ord, som jeg har brugt enormt meget) ude midt i ingenting. & nogle steder stod de lokale op samtidig med os for at lave deres solhilsen (morgenyoga) & dreje på deres private bedemøller, inden det var tid til at lave mad & sige pænt farvel til os. Meget stemningsfuldt & hyggeligt.
Der var tid til at tænke & synsindtryk nok til, at man ikke behøvede... Uden kunstigt lys i miles omkreds, kunne man til tider se verdens vildeste stjernehimmel, når man gik ud for at tisse om natten, men for det meste tordnede det højt & brølende, så man næsten blev en smule usikker på, om huset ville holde & lå vågen af bragene. Men til gengæld efterlod regnen luften fin & klar, så vi kunne stå op til endnu vildere bjergudsigter dag for dag, hvilket var motivation nok for min søvnløse krop & jævnligt fik mig til at grine & råbe højt af overvældelse. Når det skulle være rigtig fint, eller det var et af de tidspunkter, hvor vi simpelthen ikke kunne mere, supplerede jeg med te & chokolade & lidt musiklytning, men for det meste havde jeg en følelse af, at jeg bare kunne blive ved at gå, ligegyldigt hvad, hvilket er ret stort for sådan en sofakartoffel som mig. Ærgerligt for min kondition, at man ikke rigtig kan dyrke denne smukke motionsform i samme store stil i Danmark..
Hvis man ville i bad kunne man tage et såkaldt bucket shower, som ganske simpelt gik ud på at låse sig inde i kabine med en spand koldt vand (varmt kostede ekstra) & en øse & slå sig løs. Det føltes uden pis som et kæmpe privilegium efter et par støvede & svedige dage..
Omkring det højeste punkt på turen, hvor vi kunne sidde på vores værelse & se tætte skyer flyve lige forbi vinduet, tog jeg mig lige en morgenafstikker til et udsigtspunkt, hvorfra man eftersigende skulle kunne se Everest, når solen stod op. Det var helt fantastisk, også selvom jeg ikke ligefrem kan påstå, at jeg var helt sikker på, hvilket af bjergene, det var. Der var bare så stille & smukt, helt oppe på toppen af verden, & det føltes som om, man næsten kunne række ud & prikke til verdens højeste bjerge.
Derfra gik det stejlt ned til 1300 m eller mindre, hvor vi krydsede floden & spiste dal baht, mens nogle smarte unge fyre tog billeder af os med deres lyserøde mobiltelefon. & så var det egentlig planen, at vi skulle havde fortsat to dage mere, ned til 940 m & så lige op til 1890 m... Men Johanne var lidt sløj, & jeg har aldrig før været så træt i benene, så da vi i en landsby kom forbi en bus, der faktisk ville køre til Kathmandu samme dag, slog vi til. Vi var alligevel også næsten begyndt at tage de vilde udsigter for givet & var simpelthen bare så smadrede.
Det blev til en virkelig lang bustur, hvor vi slingrede & svajede os vej gennem store vandløb & kæmpe huller & de unge fyre, der kørte bussen, tydeligvis ikke havde travlt med at komme nogen steder hen. Men vi kom frem, gjorde vi, & tog til sidst en taxa til Boudha, hvor vi lå på langs i en dags tid & spiste chokolade & drak cola & øl, som vi ellers ikke havde gjort på trekket (okay, jeg drak én øl en af de sidste dage, hvor jeg troede, vi ville forstætte), fordi der ikke er noget skraldesystem i bjergene til den slags emballager.

Hvis du nogensinde kommer til Nepal: Do the Helambu. Punktum.

Nytårsmiddag hos Rashni & Shiva & Seikla

Forleden, da vi stod & overværede nytårsfesten i gaden, mødte vi et ungtnepalesisk ægtepar med en 2-årig datter, & udvekslede telefonnumre, konen, Rashni, ville nemlig gerne have os på besøg i deres hjem, hvis vi fik tid..
Så i går ringede hun til os & spurgte, om vi ville komme. Jeg havde haft feber om natten & kastede min morgenmad op, men havde fået det bedre & vi ville jo nødigt gå glip af så fin en mulighed for at kigge indenfor døren i et ægte nepalesisk hjem.
En halv time senere blev vi hentet på motorcykler af Shiva, Rashnis mand, & deres meget snakkesalige fælles ven. Vi havde faktisk opbygget en ret grundig uvilje mod motorcyklerne i Bhaktapurs små gader, fordi de dytter så fandens højt af alt & alle uafbrudt, men men. Det er absolut federe, når man selv er den med hornet, & vi havde ikke rigtig noget alternativ.
Da vi ankom, blev vi modtaget af Shivas forældre, der traditionen tro boede hos deres søn, & Rashni var i køkkenet. Det var ellers sorta hende, vi var mest nysgerrige efter at snakke med. I stedet fulgte vi, på lokalfjernsyn med meget svingende billedkvalitet, med i, hvad der foregik af nye livsfarlige ritualer på byens pladser & svarede høfligt på alle vennens spørgsmål om os selv & vores planer & vores liv i Danmark & om vi ikke bare synes, at Nepal var helt fantastisk. Vi sad i øvrigt i deres stue, som også fungerede som soveværelse & var pyntet med en masse blomsterprint & flæser & udklip..
Da maden var klar, blev vi vist ovenpå, hvor vi satte os til rette på gulvet langs væggen. Vi troede, at nu ville vi rigtig få lejlighed til at tale med Rashni, når nu hun var færdig med madtjansen, men det var der ikke noget af. Mens de to mænd, Johanne & jeg sad & spiste, blev Rashni ved at kokkerere & øse nyt op til os adskillige gange. Det var en traditionel, guddommelig (bogstaveligt talt) nytårsmenu bestående af baji (fladtrygte, sprøde risgryn), dal (linsesuppe), curry, hårde bønner, kartofler (yes, Serhat, & lots of them) & nogle klumper, der helt ærligt lignede loort, men var tørret, krydret bøffelkød. Dertil blev der serveret ret klammo & sur, hjemmebrygget, mælkefarvet ris-øl. Men all in all var det ret lækkert, selvom der var visse ting vi levnede ret meget af, & vi blev meget mætte & ret overvældede over at blive opvartet sådan.
Det var i øvrigt sen eftermiddag men frokost for dem. Shivas far sad også ved siden os med sin fine mønstrede hat & tyllede hjemmebrændt whisky, mens vi spiste, så de andre brokkede sig over, at han blev lidt for fuld. Den kunne man godt regne ud, selvom de snakkede nepalesisk med hinanden. Men det var jo nytår, tænkte jeg, & ham & hans kone var virkelig søde, synes jeg, selvom vi ikke fattede et ord af, hvad hinanden sagde.
Bagefter blev der vasket op, mens vi slog mave på tagterassen & det begyndte at tordne & regne. Det stoppede dog ikke menneskemasserne i gaderne, kunne vi bagefter se i fjernsynet. Så stod den på whisky & cola & mere snak & endelig kom Rashni ned. Hun havde en tendens til at snakke til os gennem vennen, fordi han snakkede bedst engelsk, & det blev vi lidt trætte af, så vi måtte ty til nye midler for at få en rigtig samtale med Rashni. Johanne havde medbragt fotos hjemmefra, & det var en ren succes. Bagefter viste Rashni familiealbums frem, & det var både hyggeligt & interessant at se billeder fra en ung nepalesisk kvindes liv. & vi fik stillet en del spørgsmål om alt det, vi havde undret os over, eksempelvis, hvor tit kvinderne ser deres forældre, når nu de bor sammen med mandens osv.
Omkring klokken otte begyndte jeg at trænge til frisk luft til min hovedpine, selvom vi blev spurgt, om vi ikke ville blive til aftensmad. & vi var stadig virkelig mætte, så i stedet blev det til udveksling af e-mails & at Rashni gav os nogle billeder af deres lille familie & fik os til at love, at vi aldrig ville glemme dem. Det tror jeg virkelig heller ikke vi vil, det var en meget unik oplevelse. Vi takkede mange gange for det hele & gik. Kvinder giver ikke hånd i Nepal.
I mørket & støvregnen begav vi os tilbage til løjerne i centrum, til den høje pæl, der var blevet rejst & som vi på fjernsyn havde set unge fyre kravle op i uden nogen form for sikkerhed, velvidende at folk tit dør af det. - Det siges, at hvis man får fat i en af blomsterne, der hænger øverst på pælen, så får man drengebørn, hvilket er ret godt, eftersom mænd tjener mange flere penge end kvinder.
I dag skulle pælen væltes igen & når den falder, begynder det nye år.

Bhaktapurrr

I Kathmandu vaagner man tidligt paa grund af larmen fra gaden, goende hunde, scootere, biler & saelgere.. Til gengaeld kan man vaere heldig at bo et sted med aegte dundyner & backup-sparepaerer til naar stroemmen gaar, som den goer lidt tit, mere eller mindre planlagt. Ventedagene gik derfor i starten med forgaeves at forsoege at indhaente forsoemt soevn, besoege buddhistiske templer, nyde roegelsesduften & mantraerne med panfloejte, der stroemmer ud fra alle doere, & en god del navlepilleri. Men jeg fik koebt en guitar og spillet lidt, dog slipper man ikke af med dovenskaben, bare fordi man tager til Nepal helt alene, saa jeg blev ikke saa skrap, som jeg havde haft visioner om. Men fik skrevet lidt sange & saadan. & jammet med en inder & nogle nepalesere, som til gengaeld gav chai paa en sidegade uden turister. & jeg fik laest Lonely Planet om Nepal faerdig, i et forsoeg paa at laegge en foreloebig plan for resten af turen, der faktisk var realistisk. & om sider (efter fire aar) fik jeg ogsaa laest On The Road faerdig. Til tider passede den ret godt til situationen; at vaere langt vaek hjemmefra & ret alene &.. Ja. Den var ret smuk i passager, isaer mens man sad i vindueskarmen med udsigt & kaempe ottekroners cappuchino i papkrus, mens det tordnede & regnen floed i boelger paa gaderne i down town Thamel. Regn kan hjaelpe paa lidt af hvert, ogsaa ensomhed & en smule irritation over, at det er meget svaert at moede en nepaleser, der ikke tror, at jeg synes det er vildt spaendende info, at han er single.. Det var ogsaa lidt haardt i perioder, at jeg ikke kunne gaa ud paa gaden uden at moede en bestemt nepaleser med en lam soester, & derigennem blive konfronteret med rimelig ekstrem fattigdom & handel med daarlig hash & et liv der bare ikke er vaerd at leve, medmindre man kan moede hende den lyshaarede vestlige dulle mindst een gang om dagen.. Blah. En dag forsvandt han. & ellers havde ejeren af mit guesthouse ogsaa tilbudt assistance, hvis jeg nogensinde havde brug for hjaelp til noget, eller ikke havde det fedt..
& saa snakkede jeg i telefon med mama & droemte om dansk paaskefrokost & moedte turister, der altid var paa vej videre & drak oeller & spiste mad & hyggede & gik paa bar med virkelig daarligt nepalesisk live band med virkelig daarlig lyd, men ret fed setliste. De havde en meget sjov maade at udtale 'jumpin' jack flash' paa, haha. & pludselig var ventetiden gaaet & Henry kom & bankede paa min doer, det var guld vaerd. Magisk. & vi hang bare ud & spiste god morgenmad & shoppede trekkingudstyr & holdt foedselsdag & det var bare saa dejligt at gaa ned af gaden ved siden af nogen, jeg kendte.. & da hun & AK var taget videre til Chitwan, sov jeg laenge & laeste & vaskede toej & brugte en hel dag paa at faa fornyet visum i udkanten af byen.. Der var gratis underholdning i ventetiden i form af demonstrerende maoister, jeg holdt mig dog paa afstand, for politiet har virkelig store guns i Nepal. & maaske har jeg faaet nok demo-action efterhaanden..
& saa kom Johanne, tway tway. Jeg sad & ventede i solen med min bog & saa var hun der lige pludselig, som i en droem, medbringene flagermus & ud&se. Det var stort! & nok til at underholde mig den dag. Dagen efter var vi praktiske & paa jagt efter bus til Nagarkot & trekkingpermits & den slags.. Men der var ingen bus & intet aabent trekkingkontor, saa vi maatte gaa tilbage igen, men spiste konditorkager paa vejen & samlede ny energi til at vaere effektive & saa laenge man havde Johanne at foelges med, var det bare fedt. & bagefter naaede vi alligevel baade at koebe vandresko & den slags + fik taget nye pasphotos & kopier af pas & alt den slags ting, som er så boevlet, men noedvendigt for at faa lov til at kravle paa nogle bjerge uden opsyn. Saa sluttede vi af med velfortjent pizza & oel, det var helt vildt. Arh. & saa havde vi samlet saa meget info den dag, at vi allerede d.9. fik lavet vores permits uden problemer & kom med en bus til Bhaktapur. Jeg traengte ret meget til at slippe ud af Kathmandus larm & Johanne var heldigvis game, trods alle de nye indtryk.
& Bhaktapur er fantastisk, med stilhed & naervaer & nepalesere, der ikke har for travlt til at smile & hilse det guddommelige i alt & alle. Der er ingen biler i byen, men virkelig mange fallossymboler, som folk gaar & tilbeder, haha. & der er templer & soede mennesker overalt. & udsigt! & alt er meget idyllisk, selvom den hellige flod er fyldt med lort. Der er tit sådan et skaevt twist ved tingene, saasom store cola-reklamer paa de gamle bygninger med smukke traeudskaeringer & ham den orange munk ved min side, der sidder & spiller counterstrike... & man kan faa momos for 25 rupees. Ogogog.. Jeg elsker det.
Vi er her forresten for at holde nytaar, min tredje nytaarsaften paa 4 maaneder. Det er foerst i dag & i morgen, men vi fik lige en forsmag forleden. Vi gik tilfaeldigvis ud om aftenen lige i tide til at overvaere en kaempe vogn med store traehjul & en festligt pyntet tempellignende konstellation paa toppen, fyldt med drenge & maend, komme skramlende ned af den smalle gade, trukket i reb af byens modigste mænd. Det er ikke ualmindeligt at folk doer & der var sgu lidt mayhem over det, med vilde, hoppende menneskermaengder,villige til at lade livet & ofre sig til guderne i tilfaelde af at tingene faldt fra hinanden, eller de ikke lige fik loebet hurtigt nok.. I dag staar vognen nede paa en af tempelpladserne & folk har staaet i koe ved den hele dagen for at ofre ris & roedt pulver & blomster & blod. I eftermiddag bliver den vist skubbet ned af bakken til dens doed. Vildt.
D. 11. tog vi bussen til Nagarkot, hvorfra vi haabede paa at se bjerge, selvom hoejsaesonen for den slags vist er efter monsunen. Det blev ikke til meget, men der var en ret flot udsigt over de taetteste bjerge & dale med groenne terasser & alt det. & meget fred & ro & sol paa Nirvana Guesthouse, hvor tjalden laa & floed paa bordene & man kunne laane guitaren & faa underlig mad eller barberet sjove frisurer, hvis man havde lyst. Om morgenen fik vi set, hvor hoejt oppe bjergtinderne gemte sig i taagen, for i praecis det oejeblik den roede sol kom til syne, var der en lille trekantet silluet af det bjerg, den stod op bag, aftegnet paa den. Hoejt oppe paa himlen.
Da vi kom tilbage til Bhaktapur, tog Johanne en slapper, & jeg tog en smukt malet offentlig bus ad stoevede serpentinerveje til Changu Narayan, et UNESCO-tempel oppe paa en bjergryg. Templet var fint, men gaaturen tilbage var fab! Soede mennesker i deres roede festtoej & marker & korn, der blev taersket (din so), & geder & koeer &&&.. Lange solstraaler, der stak frem bag kaempe skyer paa en kaempe himmel. & granskove, hvor folk gik & samlede grene til store bundter, som de bar hjem paa ryggen.. & perfekt tempereret bloed sommervind, der smøg sig om benene.
& nu er vi tilbage i smukke Bhaktapur med nytaarstrommer & balloner & is & nepalesere i deres stiveste sarier. & jeg er lidt spaendt paa, hvad der sker i aften & haaber virkelig ikke, at der er nogen, der bliver draebt af at faa tunge ting i hovedet eller falde ned.
I dag stod vi tidligt op for at overvaere morgen puja'en, hvor kvinderne begiver sig afsted med tallerkener med roedt pulver & blomster & ris & frugt & aeggeskaller for at ofre til guderne & de forskellige guddommelige.. sten, som man kan finde rundt omkring & over det hele i byen & kende paa den roede farve. Der var vist lidt ekstra action i anledning af nytaaret, med slag

tning af hoens & ofring af faarehoveder & saadan. Guderne faar kun hovederne & blodet, resten spiser folk nok selv i aften, & gudskelov for det, so to speak.