Forleden, da vi stod & overværede nytårsfesten i gaden, mødte vi et ungtnepalesisk ægtepar med en 2-årig datter, & udvekslede telefonnumre, konen, Rashni, ville nemlig gerne have os på besøg i deres hjem, hvis vi fik tid..
Så i går ringede hun til os & spurgte, om vi ville komme. Jeg havde haft feber om natten & kastede min morgenmad op, men havde fået det bedre & vi ville jo nødigt gå glip af så fin en mulighed for at kigge indenfor døren i et ægte nepalesisk hjem.
En halv time senere blev vi hentet på motorcykler af Shiva, Rashnis mand, & deres meget snakkesalige fælles ven. Vi havde faktisk opbygget en ret grundig uvilje mod motorcyklerne i Bhaktapurs små gader, fordi de dytter så fandens højt af alt & alle uafbrudt, men men. Det er absolut federe, når man selv er den med hornet, & vi havde ikke rigtig noget alternativ.
Da vi ankom, blev vi modtaget af Shivas forældre, der traditionen tro boede hos deres søn, & Rashni var i køkkenet. Det var ellers sorta hende, vi var mest nysgerrige efter at snakke med. I stedet fulgte vi, på lokalfjernsyn med meget svingende billedkvalitet, med i, hvad der foregik af nye livsfarlige ritualer på byens pladser & svarede høfligt på alle vennens spørgsmål om os selv & vores planer & vores liv i Danmark & om vi ikke bare synes, at Nepal var helt fantastisk. Vi sad i øvrigt i deres stue, som også fungerede som soveværelse & var pyntet med en masse blomsterprint & flæser & udklip..
Da maden var klar, blev vi vist ovenpå, hvor vi satte os til rette på gulvet langs væggen. Vi troede, at nu ville vi rigtig få lejlighed til at tale med Rashni, når nu hun var færdig med madtjansen, men det var der ikke noget af. Mens de to mænd, Johanne & jeg sad & spiste, blev Rashni ved at kokkerere & øse nyt op til os adskillige gange. Det var en traditionel, guddommelig (bogstaveligt talt) nytårsmenu bestående af baji (fladtrygte, sprøde risgryn), dal (linsesuppe), curry, hårde bønner, kartofler (yes, Serhat, & lots of them) & nogle klumper, der helt ærligt lignede loort, men var tørret, krydret bøffelkød. Dertil blev der serveret ret klammo & sur, hjemmebrygget, mælkefarvet ris-øl. Men all in all var det ret lækkert, selvom der var visse ting vi levnede ret meget af, & vi blev meget mætte & ret overvældede over at blive opvartet sådan.
Det var i øvrigt sen eftermiddag men frokost for dem. Shivas far sad også ved siden os med sin fine mønstrede hat & tyllede hjemmebrændt whisky, mens vi spiste, så de andre brokkede sig over, at han blev lidt for fuld. Den kunne man godt regne ud, selvom de snakkede nepalesisk med hinanden. Men det var jo nytår, tænkte jeg, & ham & hans kone var virkelig søde, synes jeg, selvom vi ikke fattede et ord af, hvad hinanden sagde.
Bagefter blev der vasket op, mens vi slog mave på tagterassen & det begyndte at tordne & regne. Det stoppede dog ikke menneskemasserne i gaderne, kunne vi bagefter se i fjernsynet. Så stod den på whisky & cola & mere snak & endelig kom Rashni ned. Hun havde en tendens til at snakke til os gennem vennen, fordi han snakkede bedst engelsk, & det blev vi lidt trætte af, så vi måtte ty til nye midler for at få en rigtig samtale med Rashni. Johanne havde medbragt fotos hjemmefra, & det var en ren succes. Bagefter viste Rashni familiealbums frem, & det var både hyggeligt & interessant at se billeder fra en ung nepalesisk kvindes liv. & vi fik stillet en del spørgsmål om alt det, vi havde undret os over, eksempelvis, hvor tit kvinderne ser deres forældre, når nu de bor sammen med mandens osv.
Omkring klokken otte begyndte jeg at trænge til frisk luft til min hovedpine, selvom vi blev spurgt, om vi ikke ville blive til aftensmad. & vi var stadig virkelig mætte, så i stedet blev det til udveksling af e-mails & at Rashni gav os nogle billeder af deres lille familie & fik os til at love, at vi aldrig ville glemme dem. Det tror jeg virkelig heller ikke vi vil, det var en meget unik oplevelse. Vi takkede mange gange for det hele & gik. Kvinder giver ikke hånd i Nepal.
I mørket & støvregnen begav vi os tilbage til løjerne i centrum, til den høje pæl, der var blevet rejst & som vi på fjernsyn havde set unge fyre kravle op i uden nogen form for sikkerhed, velvidende at folk tit dør af det. - Det siges, at hvis man får fat i en af blomsterne, der hænger øverst på pælen, så får man drengebørn, hvilket er ret godt, eftersom mænd tjener mange flere penge end kvinder.
I dag skulle pælen væltes igen & når den falder, begynder det nye år.
Så i går ringede hun til os & spurgte, om vi ville komme. Jeg havde haft feber om natten & kastede min morgenmad op, men havde fået det bedre & vi ville jo nødigt gå glip af så fin en mulighed for at kigge indenfor døren i et ægte nepalesisk hjem.
En halv time senere blev vi hentet på motorcykler af Shiva, Rashnis mand, & deres meget snakkesalige fælles ven. Vi havde faktisk opbygget en ret grundig uvilje mod motorcyklerne i Bhaktapurs små gader, fordi de dytter så fandens højt af alt & alle uafbrudt, men men. Det er absolut federe, når man selv er den med hornet, & vi havde ikke rigtig noget alternativ.
Da vi ankom, blev vi modtaget af Shivas forældre, der traditionen tro boede hos deres søn, & Rashni var i køkkenet. Det var ellers sorta hende, vi var mest nysgerrige efter at snakke med. I stedet fulgte vi, på lokalfjernsyn med meget svingende billedkvalitet, med i, hvad der foregik af nye livsfarlige ritualer på byens pladser & svarede høfligt på alle vennens spørgsmål om os selv & vores planer & vores liv i Danmark & om vi ikke bare synes, at Nepal var helt fantastisk. Vi sad i øvrigt i deres stue, som også fungerede som soveværelse & var pyntet med en masse blomsterprint & flæser & udklip..
Da maden var klar, blev vi vist ovenpå, hvor vi satte os til rette på gulvet langs væggen. Vi troede, at nu ville vi rigtig få lejlighed til at tale med Rashni, når nu hun var færdig med madtjansen, men det var der ikke noget af. Mens de to mænd, Johanne & jeg sad & spiste, blev Rashni ved at kokkerere & øse nyt op til os adskillige gange. Det var en traditionel, guddommelig (bogstaveligt talt) nytårsmenu bestående af baji (fladtrygte, sprøde risgryn), dal (linsesuppe), curry, hårde bønner, kartofler (yes, Serhat, & lots of them) & nogle klumper, der helt ærligt lignede loort, men var tørret, krydret bøffelkød. Dertil blev der serveret ret klammo & sur, hjemmebrygget, mælkefarvet ris-øl. Men all in all var det ret lækkert, selvom der var visse ting vi levnede ret meget af, & vi blev meget mætte & ret overvældede over at blive opvartet sådan.
Det var i øvrigt sen eftermiddag men frokost for dem. Shivas far sad også ved siden os med sin fine mønstrede hat & tyllede hjemmebrændt whisky, mens vi spiste, så de andre brokkede sig over, at han blev lidt for fuld. Den kunne man godt regne ud, selvom de snakkede nepalesisk med hinanden. Men det var jo nytår, tænkte jeg, & ham & hans kone var virkelig søde, synes jeg, selvom vi ikke fattede et ord af, hvad hinanden sagde.
Bagefter blev der vasket op, mens vi slog mave på tagterassen & det begyndte at tordne & regne. Det stoppede dog ikke menneskemasserne i gaderne, kunne vi bagefter se i fjernsynet. Så stod den på whisky & cola & mere snak & endelig kom Rashni ned. Hun havde en tendens til at snakke til os gennem vennen, fordi han snakkede bedst engelsk, & det blev vi lidt trætte af, så vi måtte ty til nye midler for at få en rigtig samtale med Rashni. Johanne havde medbragt fotos hjemmefra, & det var en ren succes. Bagefter viste Rashni familiealbums frem, & det var både hyggeligt & interessant at se billeder fra en ung nepalesisk kvindes liv. & vi fik stillet en del spørgsmål om alt det, vi havde undret os over, eksempelvis, hvor tit kvinderne ser deres forældre, når nu de bor sammen med mandens osv.
Omkring klokken otte begyndte jeg at trænge til frisk luft til min hovedpine, selvom vi blev spurgt, om vi ikke ville blive til aftensmad. & vi var stadig virkelig mætte, så i stedet blev det til udveksling af e-mails & at Rashni gav os nogle billeder af deres lille familie & fik os til at love, at vi aldrig ville glemme dem. Det tror jeg virkelig heller ikke vi vil, det var en meget unik oplevelse. Vi takkede mange gange for det hele & gik. Kvinder giver ikke hånd i Nepal.
I mørket & støvregnen begav vi os tilbage til løjerne i centrum, til den høje pæl, der var blevet rejst & som vi på fjernsyn havde set unge fyre kravle op i uden nogen form for sikkerhed, velvidende at folk tit dør af det. - Det siges, at hvis man får fat i en af blomsterne, der hænger øverst på pælen, så får man drengebørn, hvilket er ret godt, eftersom mænd tjener mange flere penge end kvinder.
I dag skulle pælen væltes igen & når den falder, begynder det nye år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar