Samlesæt til indblik i de sidste dage

Fra Boudha tog vi til Pokhara, hvor vi bare hvilede på laurbærrene & spiste verdens møreste bøffer et sted, hvor der var underholdning med traditionelle nepalesiske danse. Efter showet blev vi budt op, men takkede nej. Da vi havde tømt vores drinks, ombestemte vi os dog & løb gennem regnen op til den lille scene, hvor der stadig var dansende nepalesere. Det var ret underligt, for da det kom til stykket, var de optrædende vist ikke vant til, at der var nogen turister, der kunne overtales til at deltage.. De var ret generte & det var ret akavet, men også virkelig sjovt, & vi fik thumbs up fra tjenerne, da vi vendte tilbage til vores pladser. Ellers gik dagene med at prøve at fare vild i Pokharas gader & komme langt væk fra turistede Lake Side, samt roning på smukke Phewa Tal uden en eneste udsigt til bjerge, hvilket ellers lidt er robådskonceptets styrke, så vidt jeg er orienteret. & så besøgte vi Bat Cave, en meget mørk & fugtig drypstenshule, hvor der bor flagermus. Det var lige uhyggeligt nok i længden at kravle rundt med en lille lommelygte & cirka 5 meters frit fald ned, hvis man trådte forkert eller gled på de glatte sten, især tilsat flipflops & klaustrofobi. Så vi vendte om efter at have set et par flagermus, & inden vi kom alt for højt op & langt væk fra en udgang. Men de 20 rupees var sgu givet godt nok ud alligevel, & det er altid sjovt at overvære asiatiske turister spille smarte..
Dagen inden, vi havde planlagt at tage videre til Bandipur (via Dumre), blev det tordenvejr & efter lidt tid kunne vi pludselig, for første gang, se hele rækken af kæmpe sneklædte bjerge, der har gjort Pokhara så populær. Det var en ret fin afslutning, sådan en regnvejrstur i parken med udsigt. Men det skulle senere vise sig, at vi kom til at se meget mere til Pokhara..

Dagbog fra Dumre, 3/5 - 2010
Jeg elsker Appelsinens Fem Kvarte & lægger meget 7-kabale. Maoisterne strejker, - eller.. Alle andre strejker på grund af maoisterne. Kun ambulancer & turistbusser må køre på vejene.
Først var vi strandet i smukke Bandipur, hvor alle internet- & telefoniservicesteder også strejkede, mens vi bare kiggede på bakkerne med terrassemarker & solnedgang & læste..
Men i dag gik vi de 6 km ned til Dumre, hvor Kathmandu-Pokhara-busser kører gennem & hvor informationsstrømmen & det engelske sprog trives lidt bedre end i Bandipur.. Vi håbede på, at en turistbus ville forbarme sig over os & tage os med den ene eller den anden vej, men i dag var der intet held. På den ujævne nedstigning gennem skoven mødte vi dog to kæmpestore hvidskæggede aber, & blev et øjeblik lidt bange for, at de ikke var bange for os & måske ikke ville flytte sig fra stien, når vi kom tættere på. Det gjorde de dog, under stort postyr & tjubang.
I situationer som denne, med strejke & det hele, øver jeg mig i at værdsætte heldet frem for uheldet, selvom det kan være lidt svært. Især når jeg så også lige gled på de dugvåde sten på vejen ned &, mens jeg sad & genfandt min shanti & vi nød en øl, en cola, en pakke kokoskiks til håndører & en smuk udsigt over marker i tusind grønne nuancer & bjerge & mangefarvede huse & geder, opdagede at flængen i min hånd, der ellers ikke var særligt dyb, havde trukket røde striber op ad min arm.. Babubabu, men så igen.. Vi var da heldige, at der faktisk er en skadestue i Dumre, lige rundt om hjørnet. Derinde duppede de det med jodtilsøbet vat på en tang, der bagefter kunne bruges til at presse på såret & grave grus ud. Fy for fanden, det var meget godt, jeg allerede havde drukket en Nepal Ice til at tage toppen af smerten... & så gik vi ud til pharmacyskranken, hvor hun spurgte mig: "Hvad vil du have?" med en pakke smertestillende i hånden.. & jeg mumlede noget med at den røde stribe på min arm vist betød, at der var betændelse i blodbanen & at jeg godt kunne undvære smertestillende. Så gentog jeg "penicillin" fem gange, mens hun kom med andre forslag & fik til sidst noget, der nok skal virke. Doseringen er ret uklar, men jeg er vist allerede i bedring. & så må vi slå koldt vand i blodet & se, om vi når vores fly fra Kathmandu..
Men hey, jeg kan godt lide at være her, mens gederne blafrer med ørerne & man kan få dal baht for 6 kroner, & det her er helt sikkert en af de situationer, som udgør en god historie, når man kommer hjem. (Ikke, Maja?) Det går sgu nok alt sammen.

& lige et link til Johannes blogindlæg, http://blogs.kilroy.dk/johannelc/blog/nepal/boudha, hvor du kan læse, hvordan vi ganske korrupt klarede alle skærene & jeg nåede mit fly..

Helambu

Efter Bhaktapur tog vi til Boudha, en lille, stærkt tibetansk influeret by ved udkanten af Kathmandu, centreret omkring en kæmpe stupa, Boudnath. Der ligger mange klostre & er fyldt med tibetanske munke, der begynder at slå på tromme klokken 4 om morgenen & først stopper igen sent om aftenen & mange boder med yak-smør & duftende bark i store sække, så alting lugter lidt underligt. Munkene ynder desuden at gå med LV-bælter & snakke i virkelig fancy mobiltelefoner, så der er masser af mysterier i området udover de rent religiøse af slagsen.. Jeg var stadig lidt syg i de der dage, men så tog vi den bare med ro & boede et sted med fjernsyn. & nogen gange kom der en god film, mens der var strøm, hvis man var rigtig heldig. Vildt! Men ellers skulle vi bare lige have styr på de sidste ting, før vi tog på trekking & sådan lige blive rigtig friske & raske begge to.

Den 18. var alting godt, så med let oppakning & nyindkøbt vanddesinfiktionsdråber & vekao-parodier på chokolade, stod vi på bussen til Sundarijal & påbegyndte seks sindssygt smukke & hårde dage.
De fleste af dem stod vi op meget tidligt & spiste havregrød eller tibetansk pandebrød med omelet. & så gik vi. Gik & gik & gik. Tit omkring 5-7 timer & 20 km om dagen.. Opad & nedad på virkelig stejle stier omringet af røde, hvide & lyserøde rhododendron med lilla stammer, orange sommerfugle & med udsigter til sneklædte tinder i lange rækker. På vejen mødte vi bisværme & snakkesalige sherpaer, der var ligeglade med penge. Det kan være meget belejligt, når de ejer lodges.. Der var mange tibetanere i området, hvilket kunne ses på de mange bedeflag & chortener (tibetanske stupaer - et rimelig grimt ord, som jeg har brugt enormt meget) ude midt i ingenting. & nogle steder stod de lokale op samtidig med os for at lave deres solhilsen (morgenyoga) & dreje på deres private bedemøller, inden det var tid til at lave mad & sige pænt farvel til os. Meget stemningsfuldt & hyggeligt.
Der var tid til at tænke & synsindtryk nok til, at man ikke behøvede... Uden kunstigt lys i miles omkreds, kunne man til tider se verdens vildeste stjernehimmel, når man gik ud for at tisse om natten, men for det meste tordnede det højt & brølende, så man næsten blev en smule usikker på, om huset ville holde & lå vågen af bragene. Men til gengæld efterlod regnen luften fin & klar, så vi kunne stå op til endnu vildere bjergudsigter dag for dag, hvilket var motivation nok for min søvnløse krop & jævnligt fik mig til at grine & råbe højt af overvældelse. Når det skulle være rigtig fint, eller det var et af de tidspunkter, hvor vi simpelthen ikke kunne mere, supplerede jeg med te & chokolade & lidt musiklytning, men for det meste havde jeg en følelse af, at jeg bare kunne blive ved at gå, ligegyldigt hvad, hvilket er ret stort for sådan en sofakartoffel som mig. Ærgerligt for min kondition, at man ikke rigtig kan dyrke denne smukke motionsform i samme store stil i Danmark..
Hvis man ville i bad kunne man tage et såkaldt bucket shower, som ganske simpelt gik ud på at låse sig inde i kabine med en spand koldt vand (varmt kostede ekstra) & en øse & slå sig løs. Det føltes uden pis som et kæmpe privilegium efter et par støvede & svedige dage..
Omkring det højeste punkt på turen, hvor vi kunne sidde på vores værelse & se tætte skyer flyve lige forbi vinduet, tog jeg mig lige en morgenafstikker til et udsigtspunkt, hvorfra man eftersigende skulle kunne se Everest, når solen stod op. Det var helt fantastisk, også selvom jeg ikke ligefrem kan påstå, at jeg var helt sikker på, hvilket af bjergene, det var. Der var bare så stille & smukt, helt oppe på toppen af verden, & det føltes som om, man næsten kunne række ud & prikke til verdens højeste bjerge.
Derfra gik det stejlt ned til 1300 m eller mindre, hvor vi krydsede floden & spiste dal baht, mens nogle smarte unge fyre tog billeder af os med deres lyserøde mobiltelefon. & så var det egentlig planen, at vi skulle havde fortsat to dage mere, ned til 940 m & så lige op til 1890 m... Men Johanne var lidt sløj, & jeg har aldrig før været så træt i benene, så da vi i en landsby kom forbi en bus, der faktisk ville køre til Kathmandu samme dag, slog vi til. Vi var alligevel også næsten begyndt at tage de vilde udsigter for givet & var simpelthen bare så smadrede.
Det blev til en virkelig lang bustur, hvor vi slingrede & svajede os vej gennem store vandløb & kæmpe huller & de unge fyre, der kørte bussen, tydeligvis ikke havde travlt med at komme nogen steder hen. Men vi kom frem, gjorde vi, & tog til sidst en taxa til Boudha, hvor vi lå på langs i en dags tid & spiste chokolade & drak cola & øl, som vi ellers ikke havde gjort på trekket (okay, jeg drak én øl en af de sidste dage, hvor jeg troede, vi ville forstætte), fordi der ikke er noget skraldesystem i bjergene til den slags emballager.

Hvis du nogensinde kommer til Nepal: Do the Helambu. Punktum.

Nytårsmiddag hos Rashni & Shiva & Seikla

Forleden, da vi stod & overværede nytårsfesten i gaden, mødte vi et ungtnepalesisk ægtepar med en 2-årig datter, & udvekslede telefonnumre, konen, Rashni, ville nemlig gerne have os på besøg i deres hjem, hvis vi fik tid..
Så i går ringede hun til os & spurgte, om vi ville komme. Jeg havde haft feber om natten & kastede min morgenmad op, men havde fået det bedre & vi ville jo nødigt gå glip af så fin en mulighed for at kigge indenfor døren i et ægte nepalesisk hjem.
En halv time senere blev vi hentet på motorcykler af Shiva, Rashnis mand, & deres meget snakkesalige fælles ven. Vi havde faktisk opbygget en ret grundig uvilje mod motorcyklerne i Bhaktapurs små gader, fordi de dytter så fandens højt af alt & alle uafbrudt, men men. Det er absolut federe, når man selv er den med hornet, & vi havde ikke rigtig noget alternativ.
Da vi ankom, blev vi modtaget af Shivas forældre, der traditionen tro boede hos deres søn, & Rashni var i køkkenet. Det var ellers sorta hende, vi var mest nysgerrige efter at snakke med. I stedet fulgte vi, på lokalfjernsyn med meget svingende billedkvalitet, med i, hvad der foregik af nye livsfarlige ritualer på byens pladser & svarede høfligt på alle vennens spørgsmål om os selv & vores planer & vores liv i Danmark & om vi ikke bare synes, at Nepal var helt fantastisk. Vi sad i øvrigt i deres stue, som også fungerede som soveværelse & var pyntet med en masse blomsterprint & flæser & udklip..
Da maden var klar, blev vi vist ovenpå, hvor vi satte os til rette på gulvet langs væggen. Vi troede, at nu ville vi rigtig få lejlighed til at tale med Rashni, når nu hun var færdig med madtjansen, men det var der ikke noget af. Mens de to mænd, Johanne & jeg sad & spiste, blev Rashni ved at kokkerere & øse nyt op til os adskillige gange. Det var en traditionel, guddommelig (bogstaveligt talt) nytårsmenu bestående af baji (fladtrygte, sprøde risgryn), dal (linsesuppe), curry, hårde bønner, kartofler (yes, Serhat, & lots of them) & nogle klumper, der helt ærligt lignede loort, men var tørret, krydret bøffelkød. Dertil blev der serveret ret klammo & sur, hjemmebrygget, mælkefarvet ris-øl. Men all in all var det ret lækkert, selvom der var visse ting vi levnede ret meget af, & vi blev meget mætte & ret overvældede over at blive opvartet sådan.
Det var i øvrigt sen eftermiddag men frokost for dem. Shivas far sad også ved siden os med sin fine mønstrede hat & tyllede hjemmebrændt whisky, mens vi spiste, så de andre brokkede sig over, at han blev lidt for fuld. Den kunne man godt regne ud, selvom de snakkede nepalesisk med hinanden. Men det var jo nytår, tænkte jeg, & ham & hans kone var virkelig søde, synes jeg, selvom vi ikke fattede et ord af, hvad hinanden sagde.
Bagefter blev der vasket op, mens vi slog mave på tagterassen & det begyndte at tordne & regne. Det stoppede dog ikke menneskemasserne i gaderne, kunne vi bagefter se i fjernsynet. Så stod den på whisky & cola & mere snak & endelig kom Rashni ned. Hun havde en tendens til at snakke til os gennem vennen, fordi han snakkede bedst engelsk, & det blev vi lidt trætte af, så vi måtte ty til nye midler for at få en rigtig samtale med Rashni. Johanne havde medbragt fotos hjemmefra, & det var en ren succes. Bagefter viste Rashni familiealbums frem, & det var både hyggeligt & interessant at se billeder fra en ung nepalesisk kvindes liv. & vi fik stillet en del spørgsmål om alt det, vi havde undret os over, eksempelvis, hvor tit kvinderne ser deres forældre, når nu de bor sammen med mandens osv.
Omkring klokken otte begyndte jeg at trænge til frisk luft til min hovedpine, selvom vi blev spurgt, om vi ikke ville blive til aftensmad. & vi var stadig virkelig mætte, så i stedet blev det til udveksling af e-mails & at Rashni gav os nogle billeder af deres lille familie & fik os til at love, at vi aldrig ville glemme dem. Det tror jeg virkelig heller ikke vi vil, det var en meget unik oplevelse. Vi takkede mange gange for det hele & gik. Kvinder giver ikke hånd i Nepal.
I mørket & støvregnen begav vi os tilbage til løjerne i centrum, til den høje pæl, der var blevet rejst & som vi på fjernsyn havde set unge fyre kravle op i uden nogen form for sikkerhed, velvidende at folk tit dør af det. - Det siges, at hvis man får fat i en af blomsterne, der hænger øverst på pælen, så får man drengebørn, hvilket er ret godt, eftersom mænd tjener mange flere penge end kvinder.
I dag skulle pælen væltes igen & når den falder, begynder det nye år.

Bhaktapurrr

I Kathmandu vaagner man tidligt paa grund af larmen fra gaden, goende hunde, scootere, biler & saelgere.. Til gengaeld kan man vaere heldig at bo et sted med aegte dundyner & backup-sparepaerer til naar stroemmen gaar, som den goer lidt tit, mere eller mindre planlagt. Ventedagene gik derfor i starten med forgaeves at forsoege at indhaente forsoemt soevn, besoege buddhistiske templer, nyde roegelsesduften & mantraerne med panfloejte, der stroemmer ud fra alle doere, & en god del navlepilleri. Men jeg fik koebt en guitar og spillet lidt, dog slipper man ikke af med dovenskaben, bare fordi man tager til Nepal helt alene, saa jeg blev ikke saa skrap, som jeg havde haft visioner om. Men fik skrevet lidt sange & saadan. & jammet med en inder & nogle nepalesere, som til gengaeld gav chai paa en sidegade uden turister. & jeg fik laest Lonely Planet om Nepal faerdig, i et forsoeg paa at laegge en foreloebig plan for resten af turen, der faktisk var realistisk. & om sider (efter fire aar) fik jeg ogsaa laest On The Road faerdig. Til tider passede den ret godt til situationen; at vaere langt vaek hjemmefra & ret alene &.. Ja. Den var ret smuk i passager, isaer mens man sad i vindueskarmen med udsigt & kaempe ottekroners cappuchino i papkrus, mens det tordnede & regnen floed i boelger paa gaderne i down town Thamel. Regn kan hjaelpe paa lidt af hvert, ogsaa ensomhed & en smule irritation over, at det er meget svaert at moede en nepaleser, der ikke tror, at jeg synes det er vildt spaendende info, at han er single.. Det var ogsaa lidt haardt i perioder, at jeg ikke kunne gaa ud paa gaden uden at moede en bestemt nepaleser med en lam soester, & derigennem blive konfronteret med rimelig ekstrem fattigdom & handel med daarlig hash & et liv der bare ikke er vaerd at leve, medmindre man kan moede hende den lyshaarede vestlige dulle mindst een gang om dagen.. Blah. En dag forsvandt han. & ellers havde ejeren af mit guesthouse ogsaa tilbudt assistance, hvis jeg nogensinde havde brug for hjaelp til noget, eller ikke havde det fedt..
& saa snakkede jeg i telefon med mama & droemte om dansk paaskefrokost & moedte turister, der altid var paa vej videre & drak oeller & spiste mad & hyggede & gik paa bar med virkelig daarligt nepalesisk live band med virkelig daarlig lyd, men ret fed setliste. De havde en meget sjov maade at udtale 'jumpin' jack flash' paa, haha. & pludselig var ventetiden gaaet & Henry kom & bankede paa min doer, det var guld vaerd. Magisk. & vi hang bare ud & spiste god morgenmad & shoppede trekkingudstyr & holdt foedselsdag & det var bare saa dejligt at gaa ned af gaden ved siden af nogen, jeg kendte.. & da hun & AK var taget videre til Chitwan, sov jeg laenge & laeste & vaskede toej & brugte en hel dag paa at faa fornyet visum i udkanten af byen.. Der var gratis underholdning i ventetiden i form af demonstrerende maoister, jeg holdt mig dog paa afstand, for politiet har virkelig store guns i Nepal. & maaske har jeg faaet nok demo-action efterhaanden..
& saa kom Johanne, tway tway. Jeg sad & ventede i solen med min bog & saa var hun der lige pludselig, som i en droem, medbringene flagermus & ud&se. Det var stort! & nok til at underholde mig den dag. Dagen efter var vi praktiske & paa jagt efter bus til Nagarkot & trekkingpermits & den slags.. Men der var ingen bus & intet aabent trekkingkontor, saa vi maatte gaa tilbage igen, men spiste konditorkager paa vejen & samlede ny energi til at vaere effektive & saa laenge man havde Johanne at foelges med, var det bare fedt. & bagefter naaede vi alligevel baade at koebe vandresko & den slags + fik taget nye pasphotos & kopier af pas & alt den slags ting, som er så boevlet, men noedvendigt for at faa lov til at kravle paa nogle bjerge uden opsyn. Saa sluttede vi af med velfortjent pizza & oel, det var helt vildt. Arh. & saa havde vi samlet saa meget info den dag, at vi allerede d.9. fik lavet vores permits uden problemer & kom med en bus til Bhaktapur. Jeg traengte ret meget til at slippe ud af Kathmandus larm & Johanne var heldigvis game, trods alle de nye indtryk.
& Bhaktapur er fantastisk, med stilhed & naervaer & nepalesere, der ikke har for travlt til at smile & hilse det guddommelige i alt & alle. Der er ingen biler i byen, men virkelig mange fallossymboler, som folk gaar & tilbeder, haha. & der er templer & soede mennesker overalt. & udsigt! & alt er meget idyllisk, selvom den hellige flod er fyldt med lort. Der er tit sådan et skaevt twist ved tingene, saasom store cola-reklamer paa de gamle bygninger med smukke traeudskaeringer & ham den orange munk ved min side, der sidder & spiller counterstrike... & man kan faa momos for 25 rupees. Ogogog.. Jeg elsker det.
Vi er her forresten for at holde nytaar, min tredje nytaarsaften paa 4 maaneder. Det er foerst i dag & i morgen, men vi fik lige en forsmag forleden. Vi gik tilfaeldigvis ud om aftenen lige i tide til at overvaere en kaempe vogn med store traehjul & en festligt pyntet tempellignende konstellation paa toppen, fyldt med drenge & maend, komme skramlende ned af den smalle gade, trukket i reb af byens modigste mænd. Det er ikke ualmindeligt at folk doer & der var sgu lidt mayhem over det, med vilde, hoppende menneskermaengder,villige til at lade livet & ofre sig til guderne i tilfaelde af at tingene faldt fra hinanden, eller de ikke lige fik loebet hurtigt nok.. I dag staar vognen nede paa en af tempelpladserne & folk har staaet i koe ved den hele dagen for at ofre ris & roedt pulver & blomster & blod. I eftermiddag bliver den vist skubbet ned af bakken til dens doed. Vildt.
D. 11. tog vi bussen til Nagarkot, hvorfra vi haabede paa at se bjerge, selvom hoejsaesonen for den slags vist er efter monsunen. Det blev ikke til meget, men der var en ret flot udsigt over de taetteste bjerge & dale med groenne terasser & alt det. & meget fred & ro & sol paa Nirvana Guesthouse, hvor tjalden laa & floed paa bordene & man kunne laane guitaren & faa underlig mad eller barberet sjove frisurer, hvis man havde lyst. Om morgenen fik vi set, hvor hoejt oppe bjergtinderne gemte sig i taagen, for i praecis det oejeblik den roede sol kom til syne, var der en lille trekantet silluet af det bjerg, den stod op bag, aftegnet paa den. Hoejt oppe paa himlen.
Da vi kom tilbage til Bhaktapur, tog Johanne en slapper, & jeg tog en smukt malet offentlig bus ad stoevede serpentinerveje til Changu Narayan, et UNESCO-tempel oppe paa en bjergryg. Templet var fint, men gaaturen tilbage var fab! Soede mennesker i deres roede festtoej & marker & korn, der blev taersket (din so), & geder & koeer &&&.. Lange solstraaler, der stak frem bag kaempe skyer paa en kaempe himmel. & granskove, hvor folk gik & samlede grene til store bundter, som de bar hjem paa ryggen.. & perfekt tempereret bloed sommervind, der smøg sig om benene.
& nu er vi tilbage i smukke Bhaktapur med nytaarstrommer & balloner & is & nepalesere i deres stiveste sarier. & jeg er lidt spaendt paa, hvad der sker i aften & haaber virkelig ikke, at der er nogen, der bliver draebt af at faa tunge ting i hovedet eller falde ned.
I dag stod vi tidligt op for at overvaere morgen puja'en, hvor kvinderne begiver sig afsted med tallerkener med roedt pulver & blomster & ris & frugt & aeggeskaller for at ofre til guderne & de forskellige guddommelige.. sten, som man kan finde rundt omkring & over det hele i byen & kende paa den roede farve. Der var vist lidt ekstra action i anledning af nytaaret, med slag

tning af hoens & ofring af faarehoveder & saadan. Guderne faar kun hovederne & blodet, resten spiser folk nok selv i aften, & gudskelov for det, so to speak.

There's no beginning like an open ending

D. 16. marts var vi tilbage i Sai Gon, & cirklen var sluttet. Tilbage i den sindssyge trafik med sit eget mystiske system, som vi faktisk havde savnet en del. & burgergiganten Lotterias dirt cheap soft-ice med krymmel. & ham den soede homo med krokodillespillet paa sportsbaren. & shopamok for de sidste dong. & War Remnants museet, der slog mig haardere end foerste gang, maaske fordi jeg havde tid til rigtigt at proeve & forstaa det denne gang. Maaske fordi det bare var nogle foelelsesladede dage med farvel paa. + At jeg lige havde hoert om 'balladen' i Bangkok, hvor jeg skulle starte min solotur. Lidt intimiderende. Mere end en storby i et land, man overhovedet ikke kender, ville vaere i sig selv, naar man er helt alene uden plan. . Men til gengaeld havde jeg ogsaa modtaget info om, at Theis & Tobias opholdt sig paa Koh Chang just i de dage, jeg skulle vaere i Thailand, & de ville gerne have besoeg, hvis blot jeg gav Theis en bajer. (Saa kender man dem igen. :') Saa lidt ideer til, hvad jeg skulle bruge tiden paa, havde jeg da. Vi indtog nyt territorie i Sai Gon, i de store elektronikforretninger, hvor vi jagtede billige hoereoeffer (aah, boef, hvad er det nu det er, i disse linsedage?) .. Det er utroligt saa meget hoefligt sikkerhedmandskab & bureaukrati, der nogengange skal til for at vogte Hyundai-elektronik til cirka 30 kroner per styk. En af aftenerne var vi desuden paa undergrundsswingbar. I Sai Gon! Med vietnamesere! Det var virkelig syret & fantastisk. Der var gratis undervisning inkluderende partnerbyt & det var bare saa pissehyggeligt, fordi man derigennem kom i kontakt med cool, unge vietnamesere uden et snert af sleskhed, hoejst en smule belaerende arrogance, - nogle havde vist taget gratislektioner i aarevis, haha. Men ellers var det meget gennemfoert med lysekroner & skaeve traegulve, egentlig ikke saa fjernt fra den swingundervisning vi oplevede i Berlin paa studietur med Ry. - Bare bedre dans uden line dance-vibe.. & de solgte ginger mojitos, der mindede mig om middag med (<3stroempe)damerne, bare i vaeskeform. Gadekebab til ingen penge & den sidste 333.. & saa moedte vi en japaner, der spurgte, om jeg var fuld, fordi jeg gik en lille smule amok over at hoere 'Heart of Gold' stroemme ud fra den bar, hvor han arbejdede. Jeg svarede, at jeg bare var glad for Neil Young & han sagde, at det var han ogsaa. & saa spurgte han, om han maatte koebe min stretch & selvom jeg sagde nej, saa tror jeg, vi kunne have blevet rigtig gode venner, hvis jeg havde haft tid. Men d. 19. halede ind paa os med nerver & ondt i min midt i over at skulle sige farvel. Selvom det ogsaa var glaedeligt, fordi Julie skulle hjem til rugbroed & dyne & fresh milk & alle de soede mennesker, & jeg skulle videre paa denne fantastiske rejse. Saa saadan var det, farvel farvel midt i et fly i Bangkok. Jeg havde booket hotel i udkanten af byen, langt vaek fra demoerne, men ogsaa langt vaek fra back packernes Kaosan Road, hvor man kan koebe billetter til Koh Chang. & jeg ville bare gerne afsted ned til chill med drengene saa hurtigt som muligt.. Saa til sidst bestemte jeg mig for at tage til Kaosan & forsoege at faa en billet sydpaa allerede til dagen efter. Men da jeg saa kom ud af lufthavnen omkring midnat, koerte lufthavnsbussen, som ellers havde lydt meget tjecket, ikke som den plejede paa grund af demonstrationerne, der stadig var i gang, - de blev vist ved det meste af natten. Men man kunne komme et stykke af vejen med bussen & saa gaa resten. 'Walking no problem, many people walk,' fik jeg at vide. Saa jeg klamrede mig til en opmuntrende sms fra Julie, stod paa bussen & sagde til mig selv, at jeg bare ville tage et skridt af gangen & at man altid kunne vende om, hvis det virkede farligt paa nogen maade. Saa saa man lige mig traske gennem Bangkok midt om natten gennem flokke af roedklaedte demonstranter, der sad paa jorden & grinte & raabte & spiste & drak & lyttede til taler. Det var meget harmloest & festligt & maaske lige lidt fjollet med de danskere, der ikke kunne komme til Phuket, bare fordi der var foerste maj-stemning i Bangkok, hm. Men det er een af den slags ting, der er svaer at saette sig ind i, foer man staar midt i det. Det ekstra politi, der var paa gaden, agerede ret belejligt meget flinke & kompetente vejvisere & virkede ogsaa som om de hyggede sig. Jeg havde sgu lidt lyst til at saette mig ned & joine festen, men det var nok lige at overdrive & siden fik jeg at vide, at man fik ret massive boeder, hvis man som turist deltog i aktiviteterne. Saa jeg kom helskindet til Kaosan, fik indlogeret mig paa en guesthouse, Tobias havde anbefalet, koebte en busbillet til overpris, fordi kun to kontorer havde aabent klokken 3 om natten, fik mig en drink til at daempe adrenalinen & grinte lidt af meget fulde turister med Vang Vieng stemning paa, inden jeg gik i seng & fik fire timers soevn. Paa Koh Chang blev jeg hentet ved faergen af scooterdrengene & derfra gik tiden bare staerkt med meget tiltraengt drengehoerm + strand + oel + burger + Steppeulvene + chill + Southpark + minimum hjerneaktivitet osv. Dejligt! & saa tog jeg lige en overnatning i lufthavnen i Bangkok, inden jeg tog flyet til Kathmandu via to byer i Kina, hvoraf den ene havde verdens soedeste lufthavnpersonale, der virkelig stod paa pinde for mig, mens jeg bare var besvaerlig & kom uden visum, fordi jeg kun skulle vaere i transit. Maaske skal Kina med i naeste rejseplan, bumbum.. & saa ankom jeg til Kathmandu midt om natten med serioest soevnunderskud & kunne ikke finde en ATM, der virkede. Men fandt hotel & sov laenge & fik en masse nepalesiske venner nede paa hjoernet. & lydene & duftene, mhm.. & i dag vil jeg begive mig til Swayambhunath, en buddhistisk stupa, som jeg har savnet saa meget, at man skulle tro, jeg var religioes.. & maaske koebe en guitar & laese min bog faerdig.. Livet er ret dejligt, selvom jeg har en gnavende ensomhed i maven, jeg ikke lige kan ryste af mig. Jeg glaeder mig til Johanne kommer..

Si Phan Don til Kon Tum

Paa oerne i det sydlige Laos kunne man faa bungalows med haengekoejer med udsigt til turkis flod, fiskere & traeer. & det var smukt & dejligt & virkelig tiltraengt at have god tid til bare at haenge.. Saa det gjorde vi. Vi fik ogsaa nogle gode lange gaature, der tog hele dagen, blandt andet til et vandfald paa nabooeen & ellers bare gennem meget, meget toert landskab med dovne vandboefler & soede smaa boern. & saa drak vi nogle oeller paa nogle ret fine barer med reggae eller akustisk guitar & puder paa gulvet.. & Julie fik studeret & jeg fik laest Udoedeligheden faerdig & vi badede ved stranden, mens fiskene spiste doed hud fra vores taeer. & om natten med stjerner paa.. & hele tiden, lidt, fordi det var saa varmt. & pludselig var tiden gaaet, saa vi begav os til Attapeu, hvorfra man kunne krydse graensen til Vietnam, selvom ingen turister goer det. Det var en ret underlig by med kommunistbyggeri & smaa stupaer & mennesker, der virkelig ikke var vant til foreigners. & jeg var lidt syg, saa jeg saa mest fjernsyn & spiste mangoer & skrev sange, men jeg fik ogsaa gaaet en ufattelig varm tur efter et lukket posthus, hvor der var to spraekker i vaeggen med nogle blaa kruseduller over. & jeg tror maaske, der var en rotte derinde i postkassen. Saa Anja & morfar er ret heldige, hvis de virkelig faar et postkort. Jeg puttede eet i hver spraekke. Bussen til Vietnam var ret fab, der var sgu ikke saa meget pis med dem, selvom vi var saadan nogle lyshaarede nogle, som de nemt kunne have taget roeven paa. Vores bagage blev baaret gennem tolden for os & alt muligt. & de lokale var meget hjaelpsomme & soede & nysgerrige paa en god maade. I Kontum spiste vi, hvor vi plejede & det var bare lidt sjovt, at vaere tilbage et sted, man kendte med dyttende biler & god kaffe.