There's no beginning like an open ending

D. 16. marts var vi tilbage i Sai Gon, & cirklen var sluttet. Tilbage i den sindssyge trafik med sit eget mystiske system, som vi faktisk havde savnet en del. & burgergiganten Lotterias dirt cheap soft-ice med krymmel. & ham den soede homo med krokodillespillet paa sportsbaren. & shopamok for de sidste dong. & War Remnants museet, der slog mig haardere end foerste gang, maaske fordi jeg havde tid til rigtigt at proeve & forstaa det denne gang. Maaske fordi det bare var nogle foelelsesladede dage med farvel paa. + At jeg lige havde hoert om 'balladen' i Bangkok, hvor jeg skulle starte min solotur. Lidt intimiderende. Mere end en storby i et land, man overhovedet ikke kender, ville vaere i sig selv, naar man er helt alene uden plan. . Men til gengaeld havde jeg ogsaa modtaget info om, at Theis & Tobias opholdt sig paa Koh Chang just i de dage, jeg skulle vaere i Thailand, & de ville gerne have besoeg, hvis blot jeg gav Theis en bajer. (Saa kender man dem igen. :') Saa lidt ideer til, hvad jeg skulle bruge tiden paa, havde jeg da. Vi indtog nyt territorie i Sai Gon, i de store elektronikforretninger, hvor vi jagtede billige hoereoeffer (aah, boef, hvad er det nu det er, i disse linsedage?) .. Det er utroligt saa meget hoefligt sikkerhedmandskab & bureaukrati, der nogengange skal til for at vogte Hyundai-elektronik til cirka 30 kroner per styk. En af aftenerne var vi desuden paa undergrundsswingbar. I Sai Gon! Med vietnamesere! Det var virkelig syret & fantastisk. Der var gratis undervisning inkluderende partnerbyt & det var bare saa pissehyggeligt, fordi man derigennem kom i kontakt med cool, unge vietnamesere uden et snert af sleskhed, hoejst en smule belaerende arrogance, - nogle havde vist taget gratislektioner i aarevis, haha. Men ellers var det meget gennemfoert med lysekroner & skaeve traegulve, egentlig ikke saa fjernt fra den swingundervisning vi oplevede i Berlin paa studietur med Ry. - Bare bedre dans uden line dance-vibe.. & de solgte ginger mojitos, der mindede mig om middag med (<3stroempe)damerne, bare i vaeskeform. Gadekebab til ingen penge & den sidste 333.. & saa moedte vi en japaner, der spurgte, om jeg var fuld, fordi jeg gik en lille smule amok over at hoere 'Heart of Gold' stroemme ud fra den bar, hvor han arbejdede. Jeg svarede, at jeg bare var glad for Neil Young & han sagde, at det var han ogsaa. & saa spurgte han, om han maatte koebe min stretch & selvom jeg sagde nej, saa tror jeg, vi kunne have blevet rigtig gode venner, hvis jeg havde haft tid. Men d. 19. halede ind paa os med nerver & ondt i min midt i over at skulle sige farvel. Selvom det ogsaa var glaedeligt, fordi Julie skulle hjem til rugbroed & dyne & fresh milk & alle de soede mennesker, & jeg skulle videre paa denne fantastiske rejse. Saa saadan var det, farvel farvel midt i et fly i Bangkok. Jeg havde booket hotel i udkanten af byen, langt vaek fra demoerne, men ogsaa langt vaek fra back packernes Kaosan Road, hvor man kan koebe billetter til Koh Chang. & jeg ville bare gerne afsted ned til chill med drengene saa hurtigt som muligt.. Saa til sidst bestemte jeg mig for at tage til Kaosan & forsoege at faa en billet sydpaa allerede til dagen efter. Men da jeg saa kom ud af lufthavnen omkring midnat, koerte lufthavnsbussen, som ellers havde lydt meget tjecket, ikke som den plejede paa grund af demonstrationerne, der stadig var i gang, - de blev vist ved det meste af natten. Men man kunne komme et stykke af vejen med bussen & saa gaa resten. 'Walking no problem, many people walk,' fik jeg at vide. Saa jeg klamrede mig til en opmuntrende sms fra Julie, stod paa bussen & sagde til mig selv, at jeg bare ville tage et skridt af gangen & at man altid kunne vende om, hvis det virkede farligt paa nogen maade. Saa saa man lige mig traske gennem Bangkok midt om natten gennem flokke af roedklaedte demonstranter, der sad paa jorden & grinte & raabte & spiste & drak & lyttede til taler. Det var meget harmloest & festligt & maaske lige lidt fjollet med de danskere, der ikke kunne komme til Phuket, bare fordi der var foerste maj-stemning i Bangkok, hm. Men det er een af den slags ting, der er svaer at saette sig ind i, foer man staar midt i det. Det ekstra politi, der var paa gaden, agerede ret belejligt meget flinke & kompetente vejvisere & virkede ogsaa som om de hyggede sig. Jeg havde sgu lidt lyst til at saette mig ned & joine festen, men det var nok lige at overdrive & siden fik jeg at vide, at man fik ret massive boeder, hvis man som turist deltog i aktiviteterne. Saa jeg kom helskindet til Kaosan, fik indlogeret mig paa en guesthouse, Tobias havde anbefalet, koebte en busbillet til overpris, fordi kun to kontorer havde aabent klokken 3 om natten, fik mig en drink til at daempe adrenalinen & grinte lidt af meget fulde turister med Vang Vieng stemning paa, inden jeg gik i seng & fik fire timers soevn. Paa Koh Chang blev jeg hentet ved faergen af scooterdrengene & derfra gik tiden bare staerkt med meget tiltraengt drengehoerm + strand + oel + burger + Steppeulvene + chill + Southpark + minimum hjerneaktivitet osv. Dejligt! & saa tog jeg lige en overnatning i lufthavnen i Bangkok, inden jeg tog flyet til Kathmandu via to byer i Kina, hvoraf den ene havde verdens soedeste lufthavnpersonale, der virkelig stod paa pinde for mig, mens jeg bare var besvaerlig & kom uden visum, fordi jeg kun skulle vaere i transit. Maaske skal Kina med i naeste rejseplan, bumbum.. & saa ankom jeg til Kathmandu midt om natten med serioest soevnunderskud & kunne ikke finde en ATM, der virkede. Men fandt hotel & sov laenge & fik en masse nepalesiske venner nede paa hjoernet. & lydene & duftene, mhm.. & i dag vil jeg begive mig til Swayambhunath, en buddhistisk stupa, som jeg har savnet saa meget, at man skulle tro, jeg var religioes.. & maaske koebe en guitar & laese min bog faerdig.. Livet er ret dejligt, selvom jeg har en gnavende ensomhed i maven, jeg ikke lige kan ryste af mig. Jeg glaeder mig til Johanne kommer..

Si Phan Don til Kon Tum

Paa oerne i det sydlige Laos kunne man faa bungalows med haengekoejer med udsigt til turkis flod, fiskere & traeer. & det var smukt & dejligt & virkelig tiltraengt at have god tid til bare at haenge.. Saa det gjorde vi. Vi fik ogsaa nogle gode lange gaature, der tog hele dagen, blandt andet til et vandfald paa nabooeen & ellers bare gennem meget, meget toert landskab med dovne vandboefler & soede smaa boern. & saa drak vi nogle oeller paa nogle ret fine barer med reggae eller akustisk guitar & puder paa gulvet.. & Julie fik studeret & jeg fik laest Udoedeligheden faerdig & vi badede ved stranden, mens fiskene spiste doed hud fra vores taeer. & om natten med stjerner paa.. & hele tiden, lidt, fordi det var saa varmt. & pludselig var tiden gaaet, saa vi begav os til Attapeu, hvorfra man kunne krydse graensen til Vietnam, selvom ingen turister goer det. Det var en ret underlig by med kommunistbyggeri & smaa stupaer & mennesker, der virkelig ikke var vant til foreigners. & jeg var lidt syg, saa jeg saa mest fjernsyn & spiste mangoer & skrev sange, men jeg fik ogsaa gaaet en ufattelig varm tur efter et lukket posthus, hvor der var to spraekker i vaeggen med nogle blaa kruseduller over. & jeg tror maaske, der var en rotte derinde i postkassen. Saa Anja & morfar er ret heldige, hvis de virkelig faar et postkort. Jeg puttede eet i hver spraekke. Bussen til Vietnam var ret fab, der var sgu ikke saa meget pis med dem, selvom vi var saadan nogle lyshaarede nogle, som de nemt kunne have taget roeven paa. Vores bagage blev baaret gennem tolden for os & alt muligt. & de lokale var meget hjaelpsomme & soede & nysgerrige paa en god maade. I Kontum spiste vi, hvor vi plejede & det var bare lidt sjovt, at vaere tilbage et sted, man kendte med dyttende biler & god kaffe.

Gibbon

Jeg tror maaske, det er ret normalt at man i loebet af saadan en lang rejse naar til et punkt, hvor man bliver saa opslugt af bare at vaere, at det virker helt umuligt at goere status i skrevne ord. Jeg er virkelig bagud! Men med free wi-fi, Tobias' computer & en haengekoeje til fri afbenyttelse, mens gutterne sover laenge, maa det vaere paa tidet at goere et forsoeg.

Den foerste ting, der fik os til at opgive bloggen, var The Gibbon Experience (4.-7. marts), for hvordan forklarer man, hvordan det foeles at suse fra traetop til traetop (op til 500 meter af gangen) i fri luft 150 meter over jorden, kun afhaengig af karabinhager, man selv har ansvaret for? & hvordan det er at bo i et traehus midt i junglen i tre dage & falde i soevn til alverdens dyrelyde i komplet moerke? Fedt er et meget lille ord. Nervepirrende, vildt, voldsomt & pissesejt er nogle andre.. Klatresele, bremse i form af et stykke gammelt gummidaek & saa afsted paa metalwire med vindsus i oererne, udsigt til floder & vandfald & traeer i massevis. Adrenalin. Overbevisende tryghed i et enkelt safety rope. Badning ved vandfald, haard trekking med slyngplanter & sved. Lommelygter, levende lys, syngende gibboner i det fjerne, edderkopper, mango, kaffe & te paa gasblus. Toilet med udsigt 150 meter ned. Der er virus paa mit kamera, saa billederne haenger lidt & dingler, meget af beskrivelsen gaar nok tabt i deres fravaer.

Vores 21-aarige guide spurgte om jeg var gift, det er slet ikke en sjaeldenhed hernede, isaer ikke for smukke Julie, men for en gang skyld taenkte jeg mig om i et splitsekund, inden jeg svarede.. Han var, som Julie sagde, slet ikke den grimmeste asiat, vi er stoedt paa, & livet som naturetnograf/husmor i et traehus i Bokeo med en mand der suser rundt & tjener penge & er god til at skaere mango ud, saa egentlig ret godt ud i mit hoved. Men men. Tankerne blev i sidste ende overdoevet af de andre horisonter, der kalder.. ;)

& da det hele var slut, foelte vi os ret seje. Ogsaa en del sejere, end alle de 32-aarige, vi lige havde vaeret paa tur med. De skulle tilbage til Huay Xai allesammen, men vi blev i den lille landsby, The Experience sluttede i, & hitchede en lokalbus til Vientiane uden problemer. Derved sparede vi cirka 4 timer & mindst 50.000 kip per mand. Vi er garvede efterhaanden & det er fedt at maerke, at man rykker sig i sit forhold til den store verden.

Men den gode karma varede ikke saa laenge. Jeg faldt paa en tissetur fra bussen & smadrede mit knae ned i en skarp kantsten, fordi vejen var glat af vietnamesertis. Det var ret ironisk, efter alle de strabadser vi havde vaeret igennem uden problemer. Men saa var Vientiane jo ikke det vaerste sted, vi kunne vaere paa vej hen. Der var nemlig international skadestue, hvor jeg fik besked om, at intet var braekket + en fandens masse piller, & en flink guardian angel fra Gouda forsikring har holdt oeje med mig siden. Ih, hvor er vi priviligerede i vesten. Naamen. Det blev til en dags tid med chill & smertestillende & stillesidning for mit vedkommende, mens Julie tog paa gaveshopping & den slags. & om aftenen, mens vi sad & ventede paa vores natbus til Si Phan Don med et par oeller, moedte vi vores foerste mandlige prostituerede. Det var ret skaegt.

Jeg er i Thailand, forresten. Paa en lille laekker oe & nu skal vi altsaa bade & spise & alle den slags anstrengende ting, men jeg proever at faa skrevet lidt mere senere..

I Love Laos

Den 22. februar tog vi fra Hue ved Vietnams kyst til Vientiane paa graensen mellem Laos & Thailand i et straek. Det startede en tidligt morgen, hvor vi var de eneste turister, der blev laesset paa en offentlig bus, som ifoelge det selskab, vi havde koebt billet gennem, skulle vaere en laekker tourist bus med air con. Helt sikkert. Vi var naesten parate til at faa dem til at saette os af midt i det hele, fordi det tegnede saa skidt.. Vores bekymring handlede mest om de skraekhistorier, vi havde hoert, om at blive smidt af i midten af ingenting eller i naerheden af graensen til Laos + om bagage, der bliver dumpet lidt random osv. Det gad vi sgu ikke rigtig vaere med til. Det skal lige siges, at ingen i bussen forstod noget som helst engelsk. Saa lige da vi var ved at lave et actionfilmtrickz & springe, stoppede vi ved en anden bus fyldt med alle de tourister, vi havde set paa gaden i Hue tidligere paa morgenen. Paa en lidt bagvendt maade troestede det lidt, at vi i det mindste alle sammen var blevet snydt cirka lige groft. & det var vi, for de forskellige busser der fragtede os resten af vejen var samme standart som den foerste.. Jeg sad det meste af turen fra graensen & til Savannaket paa en rissaek i midtergangen, men med Steppeulvene i oererne & bedre udsigt, end Julie havde fra det midterste, bagerste saede klemt inde mellem 4 andre mennesker, var det slet ikke en daarlig oplevelse. & det gik meget smertefrit ved graensen, ogsaa med at finde en bus videre, selvom vi aldrig fik besked om, hvad der foregik, & ogsaa for alle dem i selskabet, der havde givet deres billet vaek i den foerste bus. Ikke en eneste gang blev de bedt om at betale mere eller noget. - Laos er et underligt land paa den led, naar man har rejst rundt i Vietnam med mere eller mindre offentlig transport saa laenge... Vi ankom til Vientiane klokken 2.30 om morgenen & alle de lidt primitive guest houses havde 'full'-skilte i vinduerne. Saa jeg laa & sov lidt paa et fortov, mens Julie holdt oeje med mig & saadan noget. Klokken seks gik vi paa jagt efter et sted at bo. Klokken 9 fandt vi et sted, men foerst klokken 11 kunne vi checke ind. Saa i stedet gik vi ud efter morgenmad, det var guld efter 20 timer paa Oreos & toert broed. & trods hvor traette vi (jeg) var, fik vi ogsaa lyst til med det samme at udforske et tempel med en mulliard Buddha-figurer. & et marked.. men der var mine oejne altsaa ved at falde i igen, saa derefter sov jeg bare. & resten af dagen gik med at jagte internet & mad & Beerlao & bare.. maerke Laos, som er saaaa dejligt.
Paa hotellet vaagnede vi op til morgenmad med det hele, inkluderende chicken curry med kartofler i! (Jeg savner kartofler ligesaa meget, som Serhat ville, tror jeg faktisk..) I loebet af spisningen tog vi en impulsiv beslutning om at trodse vores bedrevidenhed & tage til Vang Vieng samme eftermiddag. Julie var noedt til at kigge lidt paa bacheloropgaven, saa jeg tog alene med en offentlig bus til en park fyldt med Buddha-statuer 1 times koersel uden for byen. Det var et ret syret sted, men ogsaa ret flot, & i hvert fald var det en dejlig bustur med soede lokale.. Jeg blev lidt stresset paa vejen tilbage, men i sidste ende koerte busserne lige efter planen & jeg var der i tide til at naa vores spritnye minibus til Vang Vieng. I Vang Vieng kunne man faa bagte kartofler, mens man saa Friends eller Simpsons eller Family Guy & drak oeller. Proev at isolere dig fra vestlig humor & lade vaere med at se dine yndlingsserier i halvanden maaned, saa er et Friends-afsnit, du har set tre gange foer, pludselig saa sjovt, at du faar ondt i maven.
Vores foerste & eneste hele dag i Vang Vieng var vi jo simpelthen noedt til at bruge paa tubing; en farlig diciplin, der gaar ud paa at flyde ned af floden i en badering, mens man drikker Beerlao & daarlig sprut. Jeg vil vove at paastaa, at det paavirker stemningen i en ellers fantastisk smuk by omringet af taagede bjerge & skov & med eftersigende ret vilde trekkingmuligheder en hel del, at tubing er en mulighed, deraf vores modvilje mod at tage afsted, men men. Vi traengte til at agere boevede teenagere & det var virkelig sjovt. Vi proevede at holde lidt igen med alkoholen & saadan, vi havde ikke lige lyst til at doe, men provede i stedet saadan nogle rebgynger, som man kunne springe i vandet fra & alt det. & moedte igen aussie-parret fra vores dorm i Mui Ne. & hyggede i solskinnet med en spand mojito, mens vi iagttog de andre originaler. Det var ret dejligt. Saa dejligt, at vi til sidst havde haengt lige laenge nok i barerne rundt omkring & maatte padle en hel del for at naa at aflevere vores baderinge i tide. Men det gik.
Dagen efter tog vi bussen til Luang Prabang, der var fyldt med vilde templer med lotusblomster dekoreret med glasmosaik, saa de lignede discokugler i solskinnet. & der var et kaempe marked. Men ellers kunne vi ikke rigtig finde noget spaendende at tage os til, vi kunne ikke lige finde den fantastiske by, som guidebogen & nogle af dem vi havde moedt, fortalte om. Den var naesten lidt spoegelsesagtig til tider. Men dejligt afslappende. Eksempelvis kunne man sidde paa en stor trappe ned til Mekongfloden & laese i sin bog. & vores guest house var rigtig fint, med gratis vand & nudelsuppe & soed betjening, uden saerlig mange engelske ord. De formaaede desuden at faa os paa en bus til Luang Nam Tha. Det var en meget bumlet tur uden plads til knaeene, men vi er jo haerdede efterhaanden, saa naar den tager under 20 timer er det piece of cake for the fat kid.
& dagen efter maatte vi simpelthen have mere bus.. (Helt reelt handlede det om, at vi havde ret travlt, fordi der var saa meget, vi ville naa paa vores vej til Huay Xai, hvor vi doed & pine skal vaere i morgen inden 19..) Vi tog til Muang sing, en endnu mindre by, hvor vi boede i et flot gammelt traehus i to etager & ikke kunne spise et maaltid uden at faa besoeg af mindst 7 Akha-kvinder med traditionel hovedbeklaedning, der proevede at saelge et eller andet. Vi lejede cykler & koerte mellem marker, smaa landsbyer, sol, sa bai dee's & stoev til et stoerre landsby, hvor vi gik rundt et stykke tid. Vi saa nogle meget smukke pigeboern, som jeg gerne ville have leget med, men vi vidste ikke, hvordan vi skulle gribe situationen an, & det gjorde de heller ikke, saa trods tydelig gensidig nysgerrighed vandt genertheden & vi gik videre.. - Jeg haaber jeg kan laere nogle gode tricks paa antropologistudiet til den slags situationer.
Saa kom hjem is-mc'en med samme melodi som skraldebilen. Da blev vi simpelthen noedt til at saette os ned midt i det hele, fordi det var saa fint at sidde & betragte. Trods begraenset rigtig kontakt med folk var det helt okay. Det gik pludselig op for mig, at her bor de virkelig, - omringet af bjerge & marker paa bakker af roed jord i traehuse paa paele med 7 kilo soelvtingetangel bundet rundt om hovedet & overkroppen bar. Den er go' nok, du.
& saa kunne jeg ogsaa for foerste gang blive en lille smule misundelig paa, at de var, hvor de havde hjemme. Ligesom naar man ser de smaa boern under taepper & myggenet sovende i stuerne ud til gaden. Jeg savner lidt det der hjem. (Hvor' min moar?) Men det er godt. Det er en ny fase af rejsementaliteten, tror jeg, & jeg elsker at vaere her.
Julie var noedt til at indfoere to timers studietid om dagen. For mig kom det til at hedde 1 times meditationstrikning med neongarn fra markedet & Om Mani Padme Hum eller Led Zeppelin efter behov + 1 times sangskrivning. Det passer mig ret godt, midt i raeset at kunne stoppe helt op. & strikketoej er en god icebreaker med mange nysgerrige lokale.
Taenk engang at det er februar. I morges var det lidt koldt, da vi stod op for at gaa til stationen for at tage bussen tilbage til Luang Nam Tha. Jeg er blevet forkoelet paa grund af morgener med ned til 15 grader. Uf, det er haardt, mand. I dag har vi booket bus til i morgen & laest & slappet af & snakket. Vi oplader os selv med energi til tre dages trekking, ziplines, huse i traetoppe, badning i vandfald, baalmad & farlige & soede dyr.. The Gibbon Experience. Yes. Derfra gaar det stik syd saa hurtigt som muligt, via Vientiane, Pakse & muligvis Champasak til de 4000 oeer.. Inden vi stikker ind til Kon Tum & ned til Saigon.. Fordi vi er noedt til det, paa grund af det der lufttrafik. - Bogstaveligt talt for en gangs skyld. (& jeg beder om forladelse af dem, der ikke aner, hvad jeg mener. Den tager vi til sommer.)