Den 22. februar tog vi fra Hue ved Vietnams kyst til Vientiane paa graensen mellem Laos & Thailand i et straek. Det startede en tidligt morgen, hvor vi var de eneste turister, der blev laesset paa en offentlig bus, som ifoelge det selskab, vi havde koebt billet gennem, skulle vaere en laekker tourist bus med air con. Helt sikkert. Vi var naesten parate til at faa dem til at saette os af midt i det hele, fordi det tegnede saa skidt.. Vores bekymring handlede mest om de skraekhistorier, vi havde hoert, om at blive smidt af i midten af ingenting eller i naerheden af graensen til Laos + om bagage, der bliver dumpet lidt random osv. Det gad vi sgu ikke rigtig vaere med til. Det skal lige siges, at ingen i bussen forstod noget som helst engelsk. Saa lige da vi var ved at lave et actionfilmtrickz & springe, stoppede vi ved en anden bus fyldt med alle de tourister, vi havde set paa gaden i Hue tidligere paa morgenen. Paa en lidt bagvendt maade troestede det lidt, at vi i det mindste alle sammen var blevet snydt cirka lige groft. & det var vi, for de forskellige busser der fragtede os resten af vejen var samme standart som den foerste.. Jeg sad det meste af turen fra graensen & til Savannaket paa en rissaek i midtergangen, men med Steppeulvene i oererne & bedre udsigt, end Julie havde fra det midterste, bagerste saede klemt inde mellem 4 andre mennesker, var det slet ikke en daarlig oplevelse. & det gik meget smertefrit ved graensen, ogsaa med at finde en bus videre, selvom vi aldrig fik besked om, hvad der foregik, & ogsaa for alle dem i selskabet, der havde givet deres billet vaek i den foerste bus. Ikke en eneste gang blev de bedt om at betale mere eller noget. - Laos er et underligt land paa den led, naar man har rejst rundt i Vietnam med mere eller mindre offentlig transport saa laenge... Vi ankom til Vientiane klokken 2.30 om morgenen & alle de lidt primitive guest houses havde 'full'-skilte i vinduerne. Saa jeg laa & sov lidt paa et fortov, mens Julie holdt oeje med mig & saadan noget. Klokken seks gik vi paa jagt efter et sted at bo. Klokken 9 fandt vi et sted, men foerst klokken 11 kunne vi checke ind. Saa i stedet gik vi ud efter morgenmad, det var guld efter 20 timer paa Oreos & toert broed. & trods hvor traette vi (jeg) var, fik vi ogsaa lyst til med det samme at udforske et tempel med en mulliard Buddha-figurer. & et marked.. men der var mine oejne altsaa ved at falde i igen, saa derefter sov jeg bare. & resten af dagen gik med at jagte internet & mad & Beerlao & bare.. maerke Laos, som er saaaa dejligt.
Paa hotellet vaagnede vi op til morgenmad med det hele, inkluderende chicken curry med kartofler i! (Jeg savner kartofler ligesaa meget, som Serhat ville, tror jeg faktisk..) I loebet af spisningen tog vi en impulsiv beslutning om at trodse vores bedrevidenhed & tage til Vang Vieng samme eftermiddag. Julie var noedt til at kigge lidt paa bacheloropgaven, saa jeg tog alene med en offentlig bus til en park fyldt med Buddha-statuer 1 times koersel uden for byen. Det var et ret syret sted, men ogsaa ret flot, & i hvert fald var det en dejlig bustur med soede lokale.. Jeg blev lidt stresset paa vejen tilbage, men i sidste ende koerte busserne lige efter planen & jeg var der i tide til at naa vores spritnye minibus til Vang Vieng. I Vang Vieng kunne man faa bagte kartofler, mens man saa Friends eller Simpsons eller Family Guy & drak oeller. Proev at isolere dig fra vestlig humor & lade vaere med at se dine yndlingsserier i halvanden maaned, saa er et Friends-afsnit, du har set tre gange foer, pludselig saa sjovt, at du faar ondt i maven.
Vores foerste & eneste hele dag i Vang Vieng var vi jo simpelthen noedt til at bruge paa tubing; en farlig diciplin, der gaar ud paa at flyde ned af floden i en badering, mens man drikker Beerlao & daarlig sprut. Jeg vil vove at paastaa, at det paavirker stemningen i en ellers fantastisk smuk by omringet af taagede bjerge & skov & med eftersigende ret vilde trekkingmuligheder en hel del, at tubing er en mulighed, deraf vores modvilje mod at tage afsted, men men. Vi traengte til at agere boevede teenagere & det var virkelig sjovt. Vi proevede at holde lidt igen med alkoholen & saadan, vi havde ikke lige lyst til at doe, men provede i stedet saadan nogle rebgynger, som man kunne springe i vandet fra & alt det. & moedte igen aussie-parret fra vores dorm i Mui Ne. & hyggede i solskinnet med en spand mojito, mens vi iagttog de andre originaler. Det var ret dejligt. Saa dejligt, at vi til sidst havde haengt lige laenge nok i barerne rundt omkring & maatte padle en hel del for at naa at aflevere vores baderinge i tide. Men det gik.
Dagen efter tog vi bussen til Luang Prabang, der var fyldt med vilde templer med lotusblomster dekoreret med glasmosaik, saa de lignede discokugler i solskinnet. & der var et kaempe marked. Men ellers kunne vi ikke rigtig finde noget spaendende at tage os til, vi kunne ikke lige finde den fantastiske by, som guidebogen & nogle af dem vi havde moedt, fortalte om. Den var naesten lidt spoegelsesagtig til tider. Men dejligt afslappende. Eksempelvis kunne man sidde paa en stor trappe ned til Mekongfloden & laese i sin bog. & vores guest house var rigtig fint, med gratis vand & nudelsuppe & soed betjening, uden saerlig mange engelske ord. De formaaede desuden at faa os paa en bus til Luang Nam Tha. Det var en meget bumlet tur uden plads til knaeene, men vi er jo haerdede efterhaanden, saa naar den tager under 20 timer er det piece of cake for the fat kid.
& dagen efter maatte vi simpelthen have mere bus.. (Helt reelt handlede det om, at vi havde ret travlt, fordi der var saa meget, vi ville naa paa vores vej til Huay Xai, hvor vi doed & pine skal vaere i morgen inden 19..) Vi tog til Muang sing, en endnu mindre by, hvor vi boede i et flot gammelt traehus i to etager & ikke kunne spise et maaltid uden at faa besoeg af mindst 7 Akha-kvinder med traditionel hovedbeklaedning, der proevede at saelge et eller andet. Vi lejede cykler & koerte mellem marker, smaa landsbyer, sol, sa bai dee's & stoev til et stoerre landsby, hvor vi gik rundt et stykke tid. Vi saa nogle meget smukke pigeboern, som jeg gerne ville have leget med, men vi vidste ikke, hvordan vi skulle gribe situationen an, & det gjorde de heller ikke, saa trods tydelig gensidig nysgerrighed vandt genertheden & vi gik videre.. - Jeg haaber jeg kan laere nogle gode tricks paa antropologistudiet til den slags situationer.
Saa kom hjem is-mc'en med samme melodi som skraldebilen. Da blev vi simpelthen noedt til at saette os ned midt i det hele, fordi det var saa fint at sidde & betragte. Trods begraenset rigtig kontakt med folk var det helt okay. Det gik pludselig op for mig, at her bor de virkelig, - omringet af bjerge & marker paa bakker af roed jord i traehuse paa paele med 7 kilo soelvtingetangel bundet rundt om hovedet & overkroppen bar. Den er go' nok, du.
& saa kunne jeg ogsaa for foerste gang blive en lille smule misundelig paa, at de var, hvor de havde hjemme. Ligesom naar man ser de smaa boern under taepper & myggenet sovende i stuerne ud til gaden. Jeg savner lidt det der hjem. (Hvor' min moar?) Men det er godt. Det er en ny fase af rejsementaliteten, tror jeg, & jeg elsker at vaere her.
Julie var noedt til at indfoere to timers studietid om dagen. For mig kom det til at hedde 1 times meditationstrikning med neongarn fra markedet & Om Mani Padme Hum eller Led Zeppelin efter behov + 1 times sangskrivning. Det passer mig ret godt, midt i raeset at kunne stoppe helt op. & strikketoej er en god icebreaker med mange nysgerrige lokale.
Taenk engang at det er februar. I morges var det lidt koldt, da vi stod op for at gaa til stationen for at tage bussen tilbage til Luang Nam Tha. Jeg er blevet forkoelet paa grund af morgener med ned til 15 grader. Uf, det er haardt, mand. I dag har vi booket bus til i morgen & laest & slappet af & snakket. Vi oplader os selv med energi til tre dages trekking, ziplines, huse i traetoppe, badning i vandfald, baalmad & farlige & soede dyr.. The Gibbon Experience. Yes. Derfra gaar det stik syd saa hurtigt som muligt, via Vientiane, Pakse & muligvis Champasak til de 4000 oeer.. Inden vi stikker ind til Kon Tum & ned til Saigon.. Fordi vi er noedt til det, paa grund af det der lufttrafik. - Bogstaveligt talt for en gangs skyld. (& jeg beder om forladelse af dem, der ikke aner, hvad jeg mener. Den tager vi til sommer.)
Paa hotellet vaagnede vi op til morgenmad med det hele, inkluderende chicken curry med kartofler i! (Jeg savner kartofler ligesaa meget, som Serhat ville, tror jeg faktisk..) I loebet af spisningen tog vi en impulsiv beslutning om at trodse vores bedrevidenhed & tage til Vang Vieng samme eftermiddag. Julie var noedt til at kigge lidt paa bacheloropgaven, saa jeg tog alene med en offentlig bus til en park fyldt med Buddha-statuer 1 times koersel uden for byen. Det var et ret syret sted, men ogsaa ret flot, & i hvert fald var det en dejlig bustur med soede lokale.. Jeg blev lidt stresset paa vejen tilbage, men i sidste ende koerte busserne lige efter planen & jeg var der i tide til at naa vores spritnye minibus til Vang Vieng. I Vang Vieng kunne man faa bagte kartofler, mens man saa Friends eller Simpsons eller Family Guy & drak oeller. Proev at isolere dig fra vestlig humor & lade vaere med at se dine yndlingsserier i halvanden maaned, saa er et Friends-afsnit, du har set tre gange foer, pludselig saa sjovt, at du faar ondt i maven.
Vores foerste & eneste hele dag i Vang Vieng var vi jo simpelthen noedt til at bruge paa tubing; en farlig diciplin, der gaar ud paa at flyde ned af floden i en badering, mens man drikker Beerlao & daarlig sprut. Jeg vil vove at paastaa, at det paavirker stemningen i en ellers fantastisk smuk by omringet af taagede bjerge & skov & med eftersigende ret vilde trekkingmuligheder en hel del, at tubing er en mulighed, deraf vores modvilje mod at tage afsted, men men. Vi traengte til at agere boevede teenagere & det var virkelig sjovt. Vi proevede at holde lidt igen med alkoholen & saadan, vi havde ikke lige lyst til at doe, men provede i stedet saadan nogle rebgynger, som man kunne springe i vandet fra & alt det. & moedte igen aussie-parret fra vores dorm i Mui Ne. & hyggede i solskinnet med en spand mojito, mens vi iagttog de andre originaler. Det var ret dejligt. Saa dejligt, at vi til sidst havde haengt lige laenge nok i barerne rundt omkring & maatte padle en hel del for at naa at aflevere vores baderinge i tide. Men det gik.
Dagen efter tog vi bussen til Luang Prabang, der var fyldt med vilde templer med lotusblomster dekoreret med glasmosaik, saa de lignede discokugler i solskinnet. & der var et kaempe marked. Men ellers kunne vi ikke rigtig finde noget spaendende at tage os til, vi kunne ikke lige finde den fantastiske by, som guidebogen & nogle af dem vi havde moedt, fortalte om. Den var naesten lidt spoegelsesagtig til tider. Men dejligt afslappende. Eksempelvis kunne man sidde paa en stor trappe ned til Mekongfloden & laese i sin bog. & vores guest house var rigtig fint, med gratis vand & nudelsuppe & soed betjening, uden saerlig mange engelske ord. De formaaede desuden at faa os paa en bus til Luang Nam Tha. Det var en meget bumlet tur uden plads til knaeene, men vi er jo haerdede efterhaanden, saa naar den tager under 20 timer er det piece of cake for the fat kid.
& dagen efter maatte vi simpelthen have mere bus.. (Helt reelt handlede det om, at vi havde ret travlt, fordi der var saa meget, vi ville naa paa vores vej til Huay Xai, hvor vi doed & pine skal vaere i morgen inden 19..) Vi tog til Muang sing, en endnu mindre by, hvor vi boede i et flot gammelt traehus i to etager & ikke kunne spise et maaltid uden at faa besoeg af mindst 7 Akha-kvinder med traditionel hovedbeklaedning, der proevede at saelge et eller andet. Vi lejede cykler & koerte mellem marker, smaa landsbyer, sol, sa bai dee's & stoev til et stoerre landsby, hvor vi gik rundt et stykke tid. Vi saa nogle meget smukke pigeboern, som jeg gerne ville have leget med, men vi vidste ikke, hvordan vi skulle gribe situationen an, & det gjorde de heller ikke, saa trods tydelig gensidig nysgerrighed vandt genertheden & vi gik videre.. - Jeg haaber jeg kan laere nogle gode tricks paa antropologistudiet til den slags situationer.
Saa kom hjem is-mc'en med samme melodi som skraldebilen. Da blev vi simpelthen noedt til at saette os ned midt i det hele, fordi det var saa fint at sidde & betragte. Trods begraenset rigtig kontakt med folk var det helt okay. Det gik pludselig op for mig, at her bor de virkelig, - omringet af bjerge & marker paa bakker af roed jord i traehuse paa paele med 7 kilo soelvtingetangel bundet rundt om hovedet & overkroppen bar. Den er go' nok, du.
& saa kunne jeg ogsaa for foerste gang blive en lille smule misundelig paa, at de var, hvor de havde hjemme. Ligesom naar man ser de smaa boern under taepper & myggenet sovende i stuerne ud til gaden. Jeg savner lidt det der hjem. (Hvor' min moar?) Men det er godt. Det er en ny fase af rejsementaliteten, tror jeg, & jeg elsker at vaere her.
Julie var noedt til at indfoere to timers studietid om dagen. For mig kom det til at hedde 1 times meditationstrikning med neongarn fra markedet & Om Mani Padme Hum eller Led Zeppelin efter behov + 1 times sangskrivning. Det passer mig ret godt, midt i raeset at kunne stoppe helt op. & strikketoej er en god icebreaker med mange nysgerrige lokale.
Taenk engang at det er februar. I morges var det lidt koldt, da vi stod op for at gaa til stationen for at tage bussen tilbage til Luang Nam Tha. Jeg er blevet forkoelet paa grund af morgener med ned til 15 grader. Uf, det er haardt, mand. I dag har vi booket bus til i morgen & laest & slappet af & snakket. Vi oplader os selv med energi til tre dages trekking, ziplines, huse i traetoppe, badning i vandfald, baalmad & farlige & soede dyr.. The Gibbon Experience. Yes. Derfra gaar det stik syd saa hurtigt som muligt, via Vientiane, Pakse & muligvis Champasak til de 4000 oeer.. Inden vi stikker ind til Kon Tum & ned til Saigon.. Fordi vi er noedt til det, paa grund af det der lufttrafik. - Bogstaveligt talt for en gangs skyld. (& jeg beder om forladelse af dem, der ikke aner, hvad jeg mener. Den tager vi til sommer.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar